Blød bund 2023

BLØD BUND 2023
Maleri på træ, tegninger og ornamenter
Soloudstilling på Udstillingsstedet Sydhavn Station
21. apr. – 21. maj 2023

Soloudstillingen Blød Bund bestod af malerier på fundne fugtskadede krydsfinerplader, nogle er trekantede og andre er i mere klassiske firkantede former. Fundne trælister er opsat mellem malerierne som en slags ornamenter, der rytmisk supplerer det flimrende udtryk i malerierne. En blød bund lader sig påvirke af omgivelserne, ligesom de fundne plader og lister, der har ligget udenfor og taget aftryk efter vejret, hinanden og verden.

Værkerne er desuden skabt i en intuitiv proces, der også lader sig påvirke af omgivelserne. Det kan måske lyde som om jeg som kunstner bare flyder med, sidder og klatter maling på og sætter hovedløse streger på papiret. Ja, faktisk er det ikke helt ved siden af, og så alligevel… Værkerne er et resultat af en slags forviklinger. En snørklet proces, hvor motiverne opstår undervejs. De modelleres frem, ud fra de fundne underlag. Der anes rum, mønstre, antræk til landskaber, genkendelige figurer. Men de afspores igen og opløser deres egen logik. Ligesom tanken om, at hvis jeg nu bare fortsætter, opstår der måske noget? En slags betydning… Det er som om der er mange billeder på samme tid, der slås lidt om pladsen. Det hele er under tryk. Der er stigninger af intensitet og så falder det alligevel næsten til ro. En balance opstår i billedet, en form for harmoni, en affinden sig med at det ikke altid hænger sammen.

I plakatfrisen i forhallen og på billboardet udenfor på stationsfacaden vises 16 nye tegninger. Tegningerne blander en konstruktivistisk stil af felter og linjer med en drømmende, opløst surrealistisk motivverden. Fælles for tegningerne er den intuitive proces, hvorefter der ikke er valgt nogle af tegningerne fra. Alt er med på udstillingen ud fra et bindende princip om at bordet fanger.

Udstillingen er støttet af Grosserer L. F. Foghts Fond.
Plakater og billboard er støttet af 15. Juni Fonden.